Opstart på byggepladsen


Første spadestik

Vi havde på forhånd regnet med at vi skulle starte byggeriet i begyndelsen af maj. Den endelige dato var afhængig af, hvor hurtigt entreprenøren kunne mobilisere. Vi vidste også godt der var ferie i Kina omkring 1. maj, hvor det jo internationalt er arbejdernes dag, og det ville selvfølgelig også spille ind.

Hvad vi imidlertid ikke havde taget højde for, var Feng Shui - som betyder vind og vand og er en tusinde år gammel østerlandsk overbevisning, hvor balancen yin og yang er den skjulte visdom. Virksomhedens kinesiske direktør Ken Tan er en stor tilhænger af Feng Shui, så dagen for første spadestik skulle vælges med omhu. Han er kineser men født og opvokset i Malaysia, så han kontaktede i forbindelse med en hjemrejse sin Feng Shui master og kom tilbage med den besked, at 30. april var den bedste dag. For en sikkerheds skyld blev datoen krydschecket hos en lokal master, som kom til samme konklusion.


Ken havde på forhånd sagt, at lidt regn ville være at betragte som et godt tegn, i og med regn her i Kina efter gammel folketro betyder penge. Og regn det fik vi! Det startede allerede torsdag aften den 29. april og regnede hele natten. Det var dog stilnet lidt af fredag morgen, hvor første spadestik skulle foretages. Selve ceremonien startede med at Ken antændte nogle røgelsespinde og bad en lille bøn - og så skal jeg ellers love for at himlens sluser åbnede sig, og det stod ned i tove!


Røgelsespinde tændes

Tale

Første Arbejde/spadestik

Ken med projektlederteamet

Tilfældigheder og overtro? Ja måske. Men samme morgen havde virksomheden lige afsluttet månedens regnskab og konstateret, at de var 22% foran budgettet - og lå 49% højere end sidste år ved samme tid!


Prøv selv at søge på nettet efter "Feng Shui". Der kommer millioner af hits. Søger du kun danske sider, findes der adskillige tusinde!