Dagligdag i Suzhou

Her er nogle små beretninger fra hverdagslivet, som det former sig for os her i Suzhou.

Læs om Mortens hverdag i børnehaven ELFA
Læs om Lisbeths venner fra bogcafeen
Oversvømmelse i Du Shu



Min kinesiske veninde

Jeg havde skrevet et brev til min kære fader og var på vej hjem fra posthuset på min cykel, glad og velfornøjet - vejret var dejligt og lunt med 23-25 grader vil jeg tro.

Ligesom jeg triller stille af sted, nærmer der sig langsomt en lille scooter med en kinesisk damechauffør, og mens hun kører ved siden af mig i mit stille tempo, spørger hun, hvor jeg kommer fra. Vi nærmer os næste lyskryds, og inden da har jeg fortalt, at vi kommer fra Danmark og at jeg pt. bor i Du Shu Yuan (kun et kvarters cykeltur derfra), med mand og søn på 3 år, og hun har fortalt, at hun er engelsklærer, og hun og hendes mand har en datter på 10 år.

Jeg har længe tænkt på, at lære lidt kinesisk til simpelt husbehov, og mens vi holdt for rødt (det er i øvrigt sjældent, der er nogen der gør det, her i byen!), spurgte jeg selvfølgelig, om hun ikke kendte en studerende, som kunne tænke sig at lære mig lidt kinesisk, eller i hvert fald prøve!

Vi er så småt begyndt at sludre, da hun pludselig inviterer mig hjem for at se sit hjem og få en kop te. Jeg synes hun ser ganske tilforladelig ud, og jeg takker derfor ja. Hun siger, de bor lige i nærheden og ganske rigtigt, så bor hun faktisk ikke mere end 300 meter derfra i et boligkompleks magen til det kompleks vi selv bor i.

Mens jeg følger hende, så strejfer den tanke mig naturligvis, hvorvidt jeg er ved at rode mig ud i noget skidt, men jeg tænker, at jeg bare kan bakke ud, hvis jeg på nogen måde bliver mistænkelig ved situationen. I det samme siger Helen (det er hendes engelske navn, hendes kinesiske minder meget derom), at hun synes jeg er meget modig, at jeg modtager invitationen. Jeg siger ganske ærligt, at jeg også havde mine betænkeligheder og fortalte, at fordi hun virkede som en ærlig person, og at jeg samtidig var lidt nysgerrig, besluttede jeg, at det var ok. Samtidig fortalte jeg, at jeg gerne ville have nogle kinesiske venner, og hun sagde, at det var netop derfor, hun havde henvendt sig til mig, hun ville også gerne have nogle udenlandske venner.

Det viser sig faktisk, at Helen og hendes familie bor i en stor lejlighed magen til en af dem Steen var ud at besigtige, før vi flyttede herud. De er veluddannet begge to og har til både dagen og vejen. Jeg blev vist rundt på alle 200 m2 og vi fik en kop te og en lang snak i deres dagligstue. Hendes mand var også hjemme, han arbejdede hjemme den dag, men han kan ligeså lidt engelsk som jeg kan kinesisk, så han deltog ikke, han hilste dog høfligt både, da jeg kom, og da jeg gik. Hun fortalte imidlertid om, at hun og hendes mand ofte diskuterer udviklingen i Kina, hun er lidt bange for hvad denne ekstreme vækst skal munde ud i, og ville, så vidt jeg kunne forstå, faktisk gerne flytte væk fra Kina, men de kan vist ikke blive helt enige.

Efter en hyggelig formiddag udvekslede vi telefonnumre og aftalte at ses i den nærmeste fremtid. Det bliver spændende, om dette kan udvikle sig til et venskab hen ad vejen.

Vo intet vover intet vinder !


Kinesisk kørekort

Vores kunde havde på forhånd lovet, at de ville hjælpe os med at få kørekort her i Kina. For selvom man har et internationalt kørekort, er det ikke tilstrækkeligt til, at man må køre bil her i Kina. Vi havde derimod fået at vide, at det var nødvendigt at bestå en kinesisk teoriprøve!

Vi fik en dato at vide og blev bedt om at være klar til afhentning tidligt om morgenen, medbringende 5 pasfotos samt vores pas. Det sted vi skulle hen til lå på den anden side af byen. Det tager altid lang tid i myldertrafikken - og det gjaldt om at være der tidligt. Vi blev hentet af Grundfos's chauffør sammen med 2 af ingeniørerne, der skulle fungere som oversættere.

Stedet viste sig at være et køreteknisk anlæg - byens eneste (!) - beliggende ved en gammel slidt militærbygning i 4 - 5 etager. Første stop var i stueetagen, hvor vi skulle udfylde en ansøgning.

Næste stop var på 2. sal hvor vi skulle igennem 4 prøver. Bestået blev hvert sted "belønnet" med et lille rødt stempel på vores ansøgning.

Første prøve var et hørecheck, hvor det blev testet, hvilke frekvenser vi kunne høre.
Anden prøve var en synstest for farveblindhed, hvor vi skulle genkende tal og bogstaver på nogle farvede papirsider.
Tredie prøve var en synsprøve, hvor man kikkede ind i et apparat og med hænderne skulle vise, om den lille figur i det fjerne vendte op eller ned, eller pegede til højre eller venstre.
Fjerde prøve var en kontrol af vore papirer, det vil sige pas og opholdstilladelse (kaldet "green card"). Vi blev desuden fotograferet. Da Lisbeth endnu ikke havde fået sit "green card" stoppede turen desværre for hende i den omgang - selvom vore ledsagere på alle måder forsøgt at overtale dem til at lade Lisbeth passere.

Tredie stop var på. 1. sal, hvor vi ved en luge skulle aflevere 4 pasfotos og selve ansøgningen, som så blev checket. Efter lidt diskuteren, og efter at vores chauffør havde været nede for at tage kopier to gange, fik vi lov at gå på fjerde sal.

Her kom vi ind i et halvstort fyldt ventelokale. Ansøgningen blev afleveret ved en skranke, og vi kunne nu bare vente på, det blev min tur. Vi havde fået at vide, det godt kunne vare længe, og med alle de mennesker vi ventede sammen med, troede vi det gerne! Men der gik alligevel ikke mere end 20-25 min., før det blev min tur.

Den ene af ingeniørerne fulgte med mig ind i det tilstødende lokale, og stor var min overraskelse, da jeg så 60 splinternye pc'ere linet op! På hver pc var der et program klar til start, og jeg fik forklaret, at der var 100 spørgsmål, som skulle besvares med enten ja/nej eller ved at vælge 1 af 3 mulige svar. Jeg skulle have 90% rigtige og gennemføre prøven på max 45. min. for at bestå!

Der var 2 tilsynsførende i lokalet, som sørgede for at alt gik rigtigt til. De nåede at indsamle 5-10 teoribøger, mens jeg var til stede!. Min ledsager og jeg fik anvist pc nr. 42. og programmet blev startet. Alt var på kinesisk! Men min ledsager kikkede stille og roligt på skærmen - og besvarede i løbet af ca. 20 min. alle spørgsmål! Så kikkede han på mig og spurgte med et grin, om jeg troede, det var godt nok, og om vi skulle trykke på færdig-knappen. "Hvis du er tilfreds - så er jeg også", svarede jeg. Han valgte dog at kikke en ekstra gang på et par af spørgsmålene, men rettede ikke noget. Så trykkede han på knappen. 96 rigtige! Og jeg havde bestået med glans!

Sidste stop var igen på 2. sal, hvor de i løbet af en lille halv time udstedte mit kørekort!

Mens vi ventede fortalte min hjælper, at han havde fået sit eget kørekort i sidste uge og bestået prøven med 93 rigtige!


Betaling med Visa-kort

Kort efter vi var kommet til byen, var vi en tur inde i centrum for at finde et varehus eller lignende, hvor vi kunne købe nogle af de ting, der manglede i lejligheden.

Der var flere varehuse at vælge imellem, men vi valgte at prøve et af de største - Peoples Department Store. Her viste det sig da også, at vi der kunne få flere af de ting, vi manglede.

Varehuset er som alle andre steder inddelt i etager, hvor der er små afdelinger med forskelige varetyper. Betalingen for hver type vare man skal købe, foregår ved, at man hos ekspedienten man handler med får en lille kvittering - i to kopier med gennemslag. Den går man hen til en central kasse i afdelingen med for at betale. Da jeg her viste mit Visa-kort fik jeg en hel masse at vide på kinesisk. Til sidst fik kasseren fat i en ekspedient og gav ham min kvittering samt nogle instrukser. Han viste mig derefter ned i stueetagen, hvor der henne i det ene hjørne op af en lille trappe var et lille kontor. Her sad to kasserer som kikkede bistert på mig - men som dog tog mit Visa-kort og gav mig en kvittering på, at jeg nu havde betalt for varen. Med den i hånden kunne jeg så gå tilbage til afdelingskasseren og få stemplet min kvittering, for defter at gå tilbage til ekspedienten og aflevere den ene halvdelen af kvitteringen til hende, hvorefter vi kunne få varen.

Så langt så godt!

Næste køb var på et meget lille beløb, men vi havde ikke nok kinesiske Yuan, så jeg måtte samme procedure igennem. De to kasserer i stueetagen kikkede lidt, da jeg kom igen - men lod mig uden problemer betale. På vej tilbage bemærkede jeg imidlertid, at den ene fulgte efter mig! Og aldrig så snart var jeg kommet tilbage til afdelingen, før den stakkels kvindelige ekspedient i den grad fik en skideballe - i Lisbeths og mit påhør! Vi ved ikke helt, hvad der forgik men gætter på, kvitteringen ikke var helt korrekt udfyldt.

Tredie gang jeg kom ned på det lille kontor, kikkede han lige en gang på mig over brillerne - men smilede så alligevel lidt. For derefter at give den kvindelige ekspedienten, som denne gang var gået med mig derned, en ordentlig skideballe! Fordi hun åbenbart heller ikke havde udfyldt kvitteringen helt korrekt!

Vi har siden fået hver vores kinesiske hævekort, og sørger for altid at have nok kontanter!


Health certificate

For at kunne få opholds- og arbejdstilladelse her I Kina skal man have foretaget en helbredsundersøgelse. Grundfos havde arrangeret, at jeg skulle have det klaret under mit sidste besøg, inden vi flyttede herud. Vi skulle være der kl. 8 om morgenen, så jeg blev hentet af Grundfos chauffør og en af pigerne fra receptionen en tidlig morgen. Vi kørte ned i den sydlige del af byen, hvor vi endte ved en gammel slidt bygning, der viste sig at være et hospital.

Efter at være blevet registreret og have betalt afgift samt afleveret de sædvanlige 4-5 pasfotos ved skranken, fik jeg udleveret en blanket og vi blev ledt ned af en lang gang til et bredt gangområde med nogle siddegrupper. Det hele så ret lurvet og slidt ud. Der var højt til loftet og farverne på væggen var triste og kedelige. Der var koldt - 17-18° C, vil jeg tro. På hver side var der en række døre ind til små rum. I hvert af dem sad der en læge.

Jeg blev så ledt fra rum til rum og fik i hvert af dem foretaget en prøve, hvis resultat blev noteret på blanketten, der derefter blev behørigt stemplet. Der blev taget en blodprøve, og jeg fik målt puls og blodtryk. Jeg blev målt og vejet og fik checket syn og hørelse. Der blev lyttet til lungerne, der også blev røntgenfotograferet. En af lægerne foretog en ultralydsscanning af mave og bryst og checkede min rygrad. I et andet rum fik jeg målt hjertelyd.

Alt udstyr var gammelt og godt brugt - men det hele varede max 25 minutter - og kl. 2 samme eftermiddag, fik jeg overbragt en lille fin bog, hvorpå der står Health Certificate. Heri er alle resultaterne ført ind, og det fremgår, at alt er helt normalt, og at jeg ikke fejler noget alvorligt. Om det så er HIV, nåede de også at checke, at jeg ikke havde det!

Jo nogle gange bliver man lidt overrasket over, hvor effektivt tingene også kan være herude!