Huangshan


Klik på billederne hvis du vil se dem i stort format)

Huangshan - det gule bjerg - er et af Kinas 5 hellige bjerge, hvorom det siges, at ingen andre bjerge er værd at se, efter at man har besøgt de 5 hellige bjerge, men at end ikke de øvrige hellige bjerge er værd at se, efter at man har besøgt Huangshan!

Ud over området ved Guilin regner kineserne således området omkring Huangshan, for et af de smukkeste steder i Kina. Da det kun ligger godt 300 km vest for Suzhou, var det selvfølgelig oplagt, vi skulle besøge dette sted, inden vi rejste hjem fra Kina. I september 2005 blev det så endelig muligt. For første gang i lange tider var der nemlig blevet tid til, at Steen kunne tage fri en søndag. Det betød, at vi kunne smutte på langfart - i hvert fald så langt, som man kan komme på en weekend. Vores kollega Per og hans datter Joy var også med på en oplever!

Fredag aften klokken 23.11 rullede togstammen af sted. Vi havde bestilt en kupé med fire sovepladser - en såkaldt soft-sleeper - i modsætning til en hard-sleeper, hvor man sover i tre etager i en stor sovesal med liggepladser med et temmelig hårdt underlag. Morten og jeg sov i samme seng og vi lignede sikkert to sardiner.

Om morgenen blev vi budt velkommen af det flotteste landskab med bakke og dal beklædt med rismarker i mange etager samt bakkeskråninger med små grønne buske. Disse buske var naturligvis grøn te, som jo drikkes i spandevis her i Kina. Morten var dog overbevist om, at det var broccoli!

Soft sleeper


Hard sleeper


Det flotte landskab


I modsætning til dengang Steen rejste i Kina, skulle vi ikke bruge hele dagen på at finde ud af, hvordan man kommer videre til vor destination, idet der stod en kineser med et skilt, hvorpå der stod 'Lisbeth'. Huangshan lå ca. 60 km borte, og et par timer senere var vi fremme. Vi havde dog næppe kørt en halv time, før vi pludselig holdt på en parkeringsplads foran nogle bygninger. Nogle søde damer ønskede os hjertelig velkommen, men turisterne ville ikke ud af bussen! Mon ikke chaufføren gik glip af lidt retur-kommission på den konto!

Vi blev sat af ved foden af den østlige svævebane - en ud af i alt tre svævebaner på Huangshan. Før vi begyndte opstigningen, fortærede vi det eneste måltid, vi kunne finde - nemlig 'instant noodles'. Steen og jeg havde vurderet, at Morten kunne gå hele vejen op (en stigningen på omtrent 1000 meter), men det var under forudsætning af, at vejret var i orden, og at vi havde hele dagen til formålet. Mens vi guffede noodles i os, begyndte det desværre at regne. Det betød, at Morten og Steen tog svævebanen, og at kun jeg skulle gå hele vejen op.

Det var en dejlig men hård tur op. Den havde et temmelig stejlt forløb i det smukke terræn, som er karakteriseret ved de flotte små vandfald som løber ned imellem bjergside og fyrretræer. Der er flere hoteller fordelt oppe på de forskellige bjergtoppe. Fødevarer, souvenirs, vasketøj o.l. bliver slæbt op af bærere, på trods af, at der er hele tre svævebaner op. Disse stakkler slæber omtrent 60 kg af gangen op og ned dagen lang, og de får sikkert kun småskillinger for det. Jeg købte en agurk for 5 yuan af en af bærerne, han var meget tilfreds med handelen, også jeg.

Instant noodles


Joy og Morten


Seje bærere!


Regnvejr!


Det fortsatte med at regne hele dagen, sigtbarheden var så ringe, at vi desværre ikke kunne se noget som helst af det smukke landskab. Det var meningen, at vi skulle have vandret hele eftermiddagen men i stedet var udsigten til en middagslur mere fremkommelig, i hvert fald inde på vores værelse.

Huangshan er stedet hvor man står tidligt op, for at se solen stå op, og skyerne bliver til nede mellem bjergene for så med solen at stige langsomt op imellem bjergtoppene. Det så vældigt ud på postkortene. Området består af et utal af bjergtoppe som har hvert sit beskrivende navn. Jeg kan nævne nogen af dem: 'Beginning to believe peak', 'Flying dragon peak', 'Cloud dispersing peak', 'Threading needle peak', 'Pillow peak', 'Nine dragons peak' osv. osv.

Næste morgen var det holdt op med at regne, og vi gik alle sammen ned ad den vestlige rute, som er en strækning på ca. 15 km. Denne rute var noget anderledes. Der var ikke så mange træer og flere stejle kløfter, hvorfra det i godt vejr havde været muligt at se ud over de mange bjergtoppe. Vi passerede højeste peak i ca. 1.800 meters højde. Halvvejs nede tog vi svævebanen, idet børnenes krudt var ved at være brændt op.

Pause


Tåget/skyet


Skub nu mor!


Smal vandresti


Den stejle trappe


Den stejle trappe


Kinesisk vandpistol


I ly for regnen


For enden af svævebanen ventede vores chauffør på os, og vi kørte tilbage til Huangshan by og nattoget tilbage til Suzhou.

Per som legeonkel!