China-Singapore Suzhou Industrial Park - SIP



China-Singapore Suzhou Industrial Park - i daglig tale kaldet Suzhou Industrial Park, eller blot SIP, er i sandhed et projekt af dimensioner! 255 km2 industripark som blev påbegyndt i 1994, og som om få år er totalt udbygget! Og derfor også allerede er udvidet med en ny fase på extra 70 km2!

Læs mere om dette imponerende planlægningsprojekt på deres hjemmeside.

Her kan man bl.a. se deres vision:
"Every successful venture begins with a vision. The vision for SIP is to build an integrated, modern, garden like hi-tech township of international standards."
Man må sige, de forsøger at leve op til deres vision!

Jeg kan også anbefale at se den powerpoint præsentation, de har lagt ud på hjemmesiden. Der er bl.a. et godt oversigtskort over hele området mellem Suzhou og Shanghai.

Det er også ganske imponerende at se masterplanen for de første 255 km2!


SIP - før

Området SIP i dag dækker var tidligere landbrugsland. Det vil her på egnen sige en blanding af agerjord og dambrug. Billederne her viser nogle eksempler på, hvordan der så ud, før industriparken blev etableret.

Fiskebåde


Vejene trænger sig på!


Huse på landet


Grønt og frodigt


SIP - nu

Man kan ikke undgå at blive imponeret over mange af de ting, der sker i industriparken. Men udviklingen har både en forside og en bagside!

Da hele området omkring Suzhou og Shanghai er fladt som en pandekage, kniber det med at finde opfyldingsjord til de mange byggerier. Så kineserne er nødt til at tage utraditionelle metoder i brug. Som en del af planen skal der etableres et stort rekreativt område ved Jin Ji Lake midt i industriparken. Der skal bl.a. etableres en kuperet golfbane. Det kræver en del jord - som selvfølgelig skaffes ved at tømme søen for vand og grave den 2 m dybere! Søen er på 7 km2 (dvs. 3 gange så stor som Madum Sø i Rold Skov, eller lidt mindre end Furesø nord for København), så det betyder, der skal flyttes 14 millioner m3 jord! Arbejdet begyndte i september 2004 og har i skrivende stund stået på i døgndrift i mere end 4 måneder.

Jin Ji Lake dæmmet op og tømt for vand!


Lastbiler i pendulfart


Sjældent smukt vejr!


Nye kanaler graves overalt


Området var, som nævnt før, landbrugsland, og det betyder, at de mange kinesere der boede og levede der før, er blevet flyttet ind i et nyt boligkvarter bygget til formålet. Præcist hvor mange findes der ikke officielle tal for men 30-50.000 er et kvalificeret bud! Mange af dem er i dag ansat til at passe de imponerende anlæg, der bl.a. laves langs vejene i hele området.

Alt laves i fuld skala. 10 m høje træer i tusindvis er plantet langs vejene. Rabatter og midterrabatter er plantet til med blomster og buske, der skal klippes og vedligeholdes. Det er et imponerende skue, som kræver i tusindvis af arbejdere til vedligeholdelse. Men billig arbejdskraft er der - indtil videre - nok af her i Kina!

Anlægsgartnere i aktion!


Væltede træer efter lidt blæsevejr


En af de mange gadefejere


Cykelsmeden på hjørnet!